Født i Norge. Bosat i Ringkøbing.
Jeg har altid arbejdet i det kunstneriske landskab. Efter uddannelse som indretningsarkitekt i 1973 arbejdede jeg på teatre i Norge og Danmark. Samtidig var jeg pressefotograf for billedbureauet Alfa Press, et græsrods-billedbureau, der først og fremmest fokuserede på socialrealisme og arbejdsforhold.Efter bifagseksamen i filmvidenskab på KU 1976 og en række kurser på Filmskolen fulgte 16 år i filmbranchen som rekvisitør og scenograf med spillefilm, reklamefilm og TV produktioner.
1990 udgav jeg bogen Varens Tid; dansk hverdagsliv oplevet gennem Daells Varehus’ kataloger, forlaget Amanda. Kunstnerisk leder af pinsekarnevallet i København 1997-1999. Har været med i udvikling og realisering af mange meget forskellige kunstproduktioner, i samarbejde med billedkunstnere, musikere, komponister, skuespillere og forfattere.
Fra 2000 til februar 2016 koncertproducent i Karavane, med nutidig musik, klassisk og jazz til børn. I 2009 tog jeg fotografiet op igen; arbejder nu full time som billedkunstner, primært med fotografi. Jeg undersøger det, jeg ser, og leger med den virkelighed fotografiet påstår at afbilde...
Det som fascinerer mig som kunstner, er ikke det fantastiske, ikke det smukke, ikke det særegne eller det pæne. Heller ikke det mystiske. Men det begivenhedsløse. Det begivenhedsløse landskab. Det tilfældige og det banale. For måske at finde det landskab som er mere sandt end virkeligheden. Eller mere sandt end den virkelighed, vi oplever.
Det er denne ekspedition, jeg er ude på hver dag. Uden helt at vide hvad jeg er på jagt efter. Jeg tager 'prikløse billeder' (Roland Barthes). Det vil sige billeder uden 'den pil som gennemborer'. Der er ikke noget specielt ved mine billeder. De skjuler ikke en bamse eller en kanyle. De indeholder ikke noget skjult. Mine billeder er faktisk ret kedelige.
Vi tror, vi ser kaffekoppen foran os. Men vi ser den ikke. Vi ser den, som vi regner med den ser ud. Vi er forudindtagede. Vi orker ikke se den. Derfor ser vi ikke.
Vi ser ikke, fordi det ikke er nødvendigt. Hvis vi skulle se alt, ville vores hjerne blive fyldt op med indtryk. Der ville blive trangt deroppe. Vi forenkler vores omverden; regner med at det går fint, selv om vi ikke helt ved, hvad der er rundt om os..
Det vi betragter som objektiv virkelighed, er i virkeligheden subjektive fortolkninger. Det er vores egen sansning.
(Psykolog og hjerneforsker Donald D. Hoffman.)
Men jeg holder af at se. Jeg er helt vild med det faktisk. Campingvognen som står på marken. Som en genstand. En skulptur af en slags. Et element i det uendelige landskab. I det store rum. Den er en modsætning til landskabet. Og samtidig en naturlig del af det. En karaktergivende modsætning. Men bare en campingvogn.
Eller kalkbunkerne i kalkbruddet. Det er helt vildt, hvordan det ser ud! Et uforståeligt scenografisk landskab uden mening – hvis man altså ser det med nul viden om kalkbrud. Og det er bare kalk.
Eller stråene på marken. Et vildt landskab. Jeg ser træet. Eller græsset. Skyerne. Hestene på marken; støbt i bronze står de smukt, som om de har stået der i årtusinder. Der er uendeligt mange skulpturer derude. At udforske, at se. At opdage!